Kære venner og familie :D

Vi er begyndt på vores sidste måned på Bethania homes. Det bliver helt sikkert en mærkelig måned med mange besøg, ting der skal færdiggøres og afskedsfest.  Vi er rigtig kede af, at vi skal væk fra det liv, vi har haft i et halvt år, og alle de venner, søstre og brødre vi har fået hernede. Men samtidig føles det også som et venterum, mellem noget vi kommer til at savne helt vildt meget, og noget vi ser meget frem til. Vi glæder os meget til, at vi skal rejse rundt i Tanzania i en måned.  Vi skal blandt andet se Mount Kilimanjaro, Mwanza, Iringa, Serengeti, krateret i Morogoro, Arusha, Zanzibar og DAR.


men opdatering fra Sumbawanga

SUMBAWANGAS GADEBØRN
Den seneste tid har vi haft meget med gadebørnene at gøre. Det er noget som rører os så langt inde i hjertet, noget der virkelig gør ondt på os. Vi kender gadebørnene, da de fleste kommer hver lørdag på Bethanias Drop-in center for at få mad, et bad og vaske tøj. Vi kender dem derfor også ret godt, og derfor  gør det også endnu mere ondt på os, når man fjoller, griner og spiller fodbold med dem hver lørdag.
Når de får øje på os i byen, kommer de løbene hen til os og råber ”Dada Heidi na Janeth” (søster Heidi og Jeanette) De er nogle børn som har meget brug for kærlighed, omsorg og et sted hvor de føler sig sikre, og de ved med garanti, at vi aldrig vil gøre dem noget ondt. Det medfører også, at de spørger os om mad eller tøj. Tøj er svært at hjælpe den med, men når vi ser dem, giver vi dem, slik, kiks eller frugt.
Sidste fredag  blev vi inviteret hjem til Joseph til aftensmad, og bagefter skulle vi ud til gadebørnene om natten. Det havde vi glædet os meget til. Vi startede vores tur med på besøg på en bar, hvor de laver deres egen øl.  Det er kvinder der ejer baren. På baren sælger de deres egen hjemmelavet øl.  Kvinderne der ejer baren, er kvinder som har mistet deres mænd pga. aids, så de laver øllen, for at tjene en lille sum penge. De KÆMPER for at give familien ét måltid mad, da manden som regel har efterladt en flok børn, en kone og en lille sum penge.  Efter besøget på baren prøvede vi at finde gadebørnene. Vi fandt de første gadebørn ved 11 tiden om aften. De var ikke ældre end 10 år, de sad ved et bål og varmede sig, da det er vanvittig koldt i Sumbawanga om natten. Det er ikke varmere end 15 grader.  Gadebørnene har ikke penge til varmt tøj, så de pakker sig ind i poser, når de skal sove. Vi havde taget slik, kiks og juice med til dem. Den taknemlighed som børnene vidste os ved at få kiks, juice og slik, vil man aldrig kunne finde i Danmark! De lyste op i hele deres beskidte ansigter af glæde. Senere på aftenen fandt vi en flok ældre drenge, som var så heldige, at en mand havde givet dem lov til at sove i hans lille skur.  
Der er kan være mange grunde til, at de er gadebørn, det kan fx være at de bliver banket af der hjemme, eller forældrene ikke kan forsørge hele familien, eller forældrene er døde, MEN nogen gadebørn vælger også selv at bo på gaden.

<><> <><> <><>

Et af stederne hvor gadebørnene sover

<><> <><> <><>

To gadebørn der sover i en pose

Vi har ikke haft de helt store oplevelser på hjemmene den seneste tid, men tiden flyver alligevel af sted, da skolen holder ”sommerferie” i en måned, og den åbner først til juli, hvor vi tager videre. Sommerferie vil sige, at de kun skal til tuition, og de har derfor ’allerede’ fri klokken 12.
Det er så mærkeligt, at vi forlader Sumbawanga om 2 1/2 uger - d. 4 juli. Det føles ikke som om , vi allerede har været her i et halvt år.

<><> <><> <><>

to meget beskidte gadebørn på drop-in en lørdag

<><> <><> <><>

Heidi laver popcorn til Drop-in

MEN DESVÆRRE er Heidi igen, igen, igen blevet stykket af en myg, som har givet hende malaria, men denne gang har hun også salmonellaforgiftning gange to. Hun skalvære på medicin de næste 3 uger, også må vi se, hvordan hun har det til den tid. Det vil være så ærgerligt, hvis hun skal være syg vores 2 1/2 sidste uger på Bethania! I må meget gerne huske hende/os I jeres forbøn.

Vi ved, at den næste måned kommer, til at gå meget hurtig, vi ved derfor ikke, hvornår den næste opdatering kommer.

Ferie & Safari

Vi har også holdt ferie her på det sidste, over to omgange. Den første tur gik til Kalambo Falls med Peter, Anders samt volontørerne i Kipili Therese, Anne-Sofie, Helene og Sophie. Det var en rigtig smuk tur dertil, og endnu smukkere blev det, da vi nåede vandfaldet. Sikke et skaberværk. Kalambo Falls er Afrikas næststørste, og det var utroligt at stå og se på. Vandfaldet løb ud i en smuk frodig dal som vi kunne stå og kigge ned på. Efter at have set vandfaldet, kørte vi til Kigoma, til en lodge der lå ned til Tankanyikasøen, hvor vi skulle slappe af og være nogle dage. Tankanyikasøen er verdens næststørste og dybeste sø. Her var utrolig smukt. Lodgen lå ned til søen, hvor vi badede i det 30 graders varme vand hver dag. Udsigten var heller ikke helt ringe. Vi kunne se ud over Congos og Zambias bjerge, skønt vi selv befandt os i Tanzania. Det var lidt vildt.
Om aftenen blev der tændt bål på stranden, hygget og holdt andagt. Vi sov i nogle små åbne hytter med net over vores seng. De lå helt ned til vandet, og man faldt i søvn til lyden af vandet der slog op mod bredden, samt smukke ildfluer der lyste op i rummet.

Natten inden den næste ferie vågnede vi begge op 03.00, ved en mand gik, skreg, græd og råbte ude på gaden, som vores lejlighed ligger ud til. Han råbte ”mama yangu”, der betyder ”min mor”, samt en masse andre ting. Det var egentlig ret uhyggeligt, da han samtidig græd, og man ikke anede hvad der var sket. Vi var begge nysgerrige, så vi tog dynerne omkring os og gik ud for at spørge vores vagtmand, hvad det var for noget. Til vores store overraskelse var vagtmanden væk og porten åben, så vi løb straks ind igen og låste døren. Vores nysgerrighed var stadig stor, så vi gik ud på vores terrassen, hvor vi kunne kigge ud på gaden. Her stod et hav af mennesker samlet. Næste dag, om morgenen, inden vi skulle af sted, spurgte vi, hvad der var sket. Mama og vagtmanden forklarede os, at det var to afrikanere, der havde været oppe at skændes om en pige, og det havde endt med, at ham der skreg udenfor, var blevet skåret med en kniv i begge arme. Utrolig uhyggeligt at tænke på, at det skete lige udenfor vores terrasse. Senere tog vi bussen til byen Stalike, hvor nationalparken Katavi ligger. Selve busturen var en oplevelse i sig selv. Vi havde heldigvis to sæder, men bussen var så proppet, at vi fik en lille pige på skødet, da der ikke var plads ved hendes mor eller på gangen. Folk lænede sig ind over sædet, hvor vi sad. Jeanette fik både arme og bagdele ind over sig. Da vi så skulle af sammen med to andre volontører, fik vi et lille problem. Vi kunne ikke komme ud, og afrikanerne stod bare og gloede dumt på os, da vi stod og tumlede med bagage og den lille pige. Det endte med, at vi smed bagagen ud ad vinduet og pigen hen til sin mor, og endelig fik vi mast os forbi de ca. 20 afrikanere der stadig stod og gloede på os - i stedet for at gøre plads. Men vi kom da ud og hen til guesthouse, vi skulle overnatte. Dagen efter tog vi så ind i nationalparken med Knud og de andre volontører fra Kipili. Hjertet af parken dækker et areal på størrelse med Fyn. Vi så både elefanter, giraffer, bøfler, fugle i alverdens farver, gazeller, flodheste, zebraer, krokodiller osv. Det var en rigtig fed oplevelse, som vi altid vil huske fremover. Dog så vi ingen løver, hvilket vi alle havde glædet os til, men vi regner med at tage på endnu en safari i Serengetti, når vi skal rejse rundt i juli. Vi brugte dagen i parken og tog så med de andre til Kipili, hvor vi var i nogle dage. Her gik vi nogle turer, og oplevede den hyggelige og smukke lille by, samt badede i Tankanyikasøen med et hav af afrikanske børn, der aldrig havde set en mzungu i bikini før. Det var dejligt at være sammen med de andre unge piger og vi hyggede os og snakkede på livet løs som piger nu er bedst til. Da vi skulle til Sumbawanga igen med Knud og de andre volontører, havde vi en lidt grim oplevelse på vejen. Vi havde kørt i 3 kvarter, og vi sad helt bag i bilen. Pludselig bremser Knud, og det næste der sker er, at et dæk kommer flyvende ind i bagdøren hvor vi sidder. Glasset gik i 1000 stykker og røg helt op på forsædet. Værst gik det dog ud over Jeanette, der fik lidt rifter i hovedet og på benene. Døren var også godt bøjet bagefter, og vi må da indrømme, at vi var ret chokeret bagefter. Turen forsatte med et åbent vindue, og et håndklæde for som ikke dækkede. Da Tanzanias veje ikke er af asfalt men jordveje, var vi godt støvede efter 3 timers køretur.

Nu er der kun lidt over en måned tilbage her i Sumbawanga, inden vi forsætter turen rundt i landet i en måned. Tiden går rigtig stærkt, men det er vel kun et godt tegn. Vi nyder at være her, men glæder os også til at rejse rundt og opleve en masse. Tak for forbøn og tanker endnu en gang. Vi undskylder samtidig, at vi ikke er så gode til det med opdateringer.

Tanker herfra Sumbawanga – Jeanette & Heidi.

Livet i Sumbawanga,

Der er sket utrolig meget siden sidst.
Der har været fødselsdagsfest for pigehjemmet og drop-in-centeret. Det var en utrolig festlig dag hvor både drengehjemmet, pigehjemmet, drop-in og personale samt en masse gadebørn udefra var samlet. Der var stort festmåltid og alle gik mætte derfra. Vi benyttede lejligheden til at uddele nogle gaver vi havde købt til pigerne og drop-in. Pigerne fik paraplyer og et spejl til væggen så de rigtig kan se sig selv i stedet for at bruge bakspejlet på hjemmets motorcykel. Vi gav drop-in en kæmpe pose med underbukser og shorts da deres tøj er utrolig hullet og de sjældent har underbukser.
Efter gaveuddeling og mad smuttede personalet hjem og så var alle børnene fra de tre hjem tilbage sammen med os. Der var bestilt afrikansk ”DJ” og der var sat kæmpe højtalere op i gården. Vi skal lige love for at der var fest. Der blev danset og vrikket samt grinet og klappet. Selv vi fik danset rundt med mange af drengene fra boyshome og - os som ellers aldrig danser. Vi fik skam også lært dem nogle 80’er-moves hvilket de synes var utrolig underholdende. Der blev danset indtil 02 den nat. En rigtig dejlig aften hvor alle var glade.

I påsken var der også knald på. Der var stor fest påskesøndag på drengehjemmet hvor vi fejrede Jesu opstandelse. Der var igen mad i lange baner og børnene fra de 3 hjem samt personale var samlet. Der var igen musik om aftenen og der blev igen danset, sunget og hygget udenfor.

D 21 tog vi ud til Anne-Lene og Peter efter arbejdet. Her hørte vi først en prædiken på computeren og derefter fik vi hver især tilsagt syndernes forladelse og havde derefter nadver. Det var rigtig dejligt at komme til nadver, da det ikke er noget man har ofte her i Afrika. Om aftenen spiste vi påskemåltid sammen. Dvs. kartofler og ged og vi fik endda vin til maden. Det var utrolig lækkert.

En anden dag i påsken tog vi på tur med Peter og Anne-Lene samt de 9 piger fra pigehjemmet til noget vi kalder ”piratbjerget”. Ja, vi kørte dertil og og det er noget pigerne ikke er vant til så det i sig selv var en stor oplevelse. Vejen var dog ret ujævn og bombet og det resulterede i at der blev holdt godt fast i vores hænder den tur. Stemningen var dog i top og der blev sunget hele vejen derud. Da vi nåede dertil havde Peter forberedt nogle lege bla. Sækkeløb, kartoffelløb og en sangleg. Pigerne var rigtig begejstrede, og vi nød også at være sammen med dem udenfor børnehjemmet. Vi satte os til sidst og nød en sodavand samt kiks og kage og den flotte udsigt over de mange bjerge.

Ellers så har vi fri hver onsdag. De dage benytter vi Bethanias lille bil. Vi har kørt forskellige steder hen ud af byen og gået ture udenfor små landsbyer. Den ene dag stoppede vi tilfældigvis ved byen Katandala da vi så to mzunguer (hvide mennesker gå). Det jo ikke hver dag det sker, og når man endelig ser nogle falder man altid i snak. Det skete også denne gang og de to damer fortale de var på ferie hernede og boede sammen med to unge der arbejde på henholdsvis byens hospital og skole. Vi smed dem med ind i bilen og kørte så derhen, hvor vi fik en god snak med de to unge hollændere.

Nu har vi også oplevet begravelse. En af drengene fra boyshomes bedstemor døde og 2 drenge fra boyshome, samt os og noget personale tog med ud til den lille landsby, hvor begravelsen skulle foregå, for at vise vi støttede familien. Da vi kom derud sad alle mændene udenfor familiens hus og kvinderne inde i det rum hvor kisten stod. Da vi er kvinder gik vi også derind og der blev sunget, bedt og sørget over den døde, de havde mistet. Da der var gået lidt tid, og vi havde hilst på utallige familiemedlemmer, samt besøgt en syg dame der boede i huset, kom en præst og holdt en tale. Kisten blev båret ud, kvindelige familiemedlemmer kastede sig over kisten og gråden bredte sig blandt folkemængden. Kisten skulle derefter bæres ud til stedet hvor den døde skulle begraves. Nogle familiemedlemmer bar den og folkeskaren gik så bagved.  Mange græd og råbte ”bibi”, som betyder bedstemor, da det var hende, de havde mistet. Vi gik nok en 4 km i skarp sol indtil vi nåede ”kirkegården”. Der blev blot vadet over alle de andre gravsteder, hvilket var lidt specielt for os, indtil vi nåede stedet. Mændene skiftedes så til at grave hullet og præsten holdt en lang tale. Derefter var ordet frit, og folk kunne så komme frem og sige ord til familien eller om den døde. Kisten blev så hejst ned med nogle reb i hullet, og der var endnu en gang gråd. Mændene skiftes igen til at dække kisten med jord. Det var rigtig rørende at overvære og trist, var det også, at se drengen fra drengehjemmet græde under hele ceremonien. Bagefter var der mad til alle. Dvs. vælling i kopper, majs, ugali, samt bønner på fællesfade. Folk sad så i en rundkreds og delte maden i mellem sig. Vi blev inviteret ind i huset, da vi og personalet fra drengehjemmet var det ”fine selskab”. De havde lavet ugali, bønner og endda fisk til os. Det var rigtig sødt af dem, og de havde gjort sig rigtig umage, men hygiejnen var ikke tip top. Det erfarede Heidi, da hun skulle have den første bid af fisken, og til sin store forbavselse opdager en lang orm. Så var hun hurtig mæt…

Den ene lørdag vi kom til drop-in for at arbejde, fik vi os noget af et chok, da ting og sager var flyttet ud i gården. Vi fandt hurtigt ud af, at det var store-flytte-dag på drop-in. Den dag havde både børn, personale og vi ventet meget længe på. Det gamle drop-in-center kunne nemlig ikke rumme mange børn, og ofte sov de 2-3 drenge i hver seng. Gården var også lille, og der var ikke rigtig plads til at lege med de ca. 30 børn, som hjemmet rummer.  Alle hjalp til med at få ting og sager pakket sammen. Senere den dag kom en stor lastbil og flyttede tingene til det nye sted. Drengene fra boyshome kom også og hjalp til. Det var en stor oplevelse for både drengene fra boyshome, og børnene på drop-in, at stå oprejst i lastbilens lad, mens den kørte gennem byen, da de skulle hen med tingene. Glæden var også STOR da børn og personale ankom til stedet. Et kæmpe hus med højt til loftet, store rum, gode forhold og stor have til fodbold og leg. Ansigterne lyste op på børnene, og det var så dejligt at overvære. Vi fik massere af kram den eftermiddag. :)