Så er vi på igen. Det er ved at være lang tid siden sidste opdatering – undskyld.
Grunden til den sene opdatering har ikke udelukkende skyldtes dårlig internet men fordi vi har haft en rigtig hård start. Der var så mange ting vi ikke var forberedte på, informationer vi ikke havde fået osv. Alt dette og mange flere ting gjorde vores hverdag frustrerende fra start af og gjorde at vi intet overskud havde til pigerne når de endelig kom hjem fra skole. Vores ”timetable” hed sig at vi skulle arbejde om morgenen og havde fri om aftenen. Det fungerede overhovedet ikke og vi følte blot vi var rengøringskoner hernede og det er bestemt ikke hensigten med opholdet. En morgen gik det fuldstændig galt da en af ”mamerne” begyndte at vrisse af os og hundse rundt med os. Her flød bægeret over for os begge og vi brød sammen da vi kom ind i lejligheden. Tankerne kørte rundt i hovederne på os. Var det her det rigtige sted? Ku det passe at tingene skulle foregå på denne måde? Vi var kommet ned for at gøre en forskel for disse børn men så dem knap nok.

Heldigvis fik vi snakket med Joseph om ”timetable” osv. Vi fik den ændret så vi har vagter når børnene er kommet hjem fra skole. Nu nyder vi børnenes selskab og føler vi kommer tættere og tættere på dem for hver dag der går. Sproget er dog stadig en udfordring men så er det godt vi kan  kommunikere ved hjælp af fingersprog.

Siden sidst har vi været på forskellige ture med Peter, Silas, Heidi og Egel samt to volontører fra Kipili. Vi har været en tur op til noget Peter kalder for piratbjerget & vi har været i en grotte hvor man før i tiden smed kranier ned. Disse ture var helt fantastiske og naturen var ufattelig smuk og vi blev endnu en gang mindet om hvor stort Guds skaberværk er.

Håndbold er vi til vores store ærgrelse gået glip af i år. Det lykkedes dog at høre finalen live fra P3. Dette foregik hos Peter og Anne-L og vi sad alle spændte og lyttede og skreg og hoppede i de sidste spændende minutter. Resultatet er ikke værd at snakke om.

D 7 februar var det Jeanettes fødselsdag. Vi havde besluttet at invitere drengehjemmet og pigehjemmet til fødselsdag. Vi brugte dagen på på at bage kage. Desværre er ovnen ikke tæt og vandbakkelserne blev til fladkager.  Men chokoladeglasur gør underværker og børnene elskede det. De fik også en sodavand samt en masse slik og deres øjne strålede af glæde. Det ikke noget de er vant til. Det var fedt for os at se den glæde hos dem. Det var en rigtig hyggelig fest hvor der blev danset, snakket og hygget. Vi er endnu en gang blevet mindet om hvilken ekstrem rytme afrikanerne er i besiddelse af. Gid vi også var i besiddelse af den, desværre må vi indse at vi blot er født rytmeløse og stive i kroppene. Peter og Silas og Heidi kom også forbi til fødselsdag og Peter fik den geniale ide (som den geniale person han nu er) at vi kunne danse ”ååhh, wuggi wuggi wuggi” alle sammen. Det var en kæmpe succes selvom der blev sunget på dansk og drenge og piger nød det.

Da Sumbawanga er en by med bjergkæde rundt om besluttede vi os den formiddag at tage på vandretur i bjergene. Vi pakkede rygsækken med vand og forsyninger spændte sandalerne og gik derudaf. Vi anede ikke hvilken vej vi skulle gå det eneste vi havde for øje var bjerget. Vi kom forbi en skole hvor en masse afrikanske børn løb efter os, vi gik over en stor å, vi så de afrikanske bønder arbejde i deres marker. Overraskende nok mødte vi en afrikaner der meget gerne ville joine os på turen til bjerget. Vi takkede pænt nej tak og gik videre. Vi nåede aldrig ud til bjerget, da det viste sig at vi havde gået i ring. Men en flot tur var det i den Tanzanianske natur.

Tak for forbøn.
Tanker fra Jeanette & Heidi