Kære alle.

Her en lille opdatering fra Sumbawanga.

Siden sidst har vi fået lavet et gyngestativ her på pigehjemmet. Vi havde forventet at det ville tage op til flere måneder, men det tog blot 4 dage så stod det færdigt. Vi fortalte til Joseph tirsdag at nu ville ville vi altså i gang med det. Han skaffede en ”tømre” og vi gik på jagt efter materialer i byen. Torsdag middag gik han i gang med at bygge det. Fredag næste dag klokken 1 stod det klart til brug. Det blev taget godt i brug af børn og mamere. Vi havde dog vores tvivl om hvorvidt gyngestativet kunne holde til mamaer Eva (en 120 kg tung mama). Vi lukkede øjnene da hun satte sig og tænkte bare det ikke falder sammen. Heldigvis står det her stadig.

På drop-in-centeret står vi lørdag for aktiviteter med børnene. I lørdags skulle vi lære dem rundbold. Vi havde fået lavet nogle boldtræ en dag tidligere. Det viste sig at være en kæmpe udfordring da børnene ikke er vant til regler. Da bolden blev skudt ud løb begge hold mod hinanden og prøvede at erobre bolden, da det jo er sådan man gør i fodbold. Vi stod på sidelinjen og tænkte: nejnejnej, det lærer de jo aldrig. Vi havde vores problemer med at forklare med fingresprog hvad reglerne indebar for swahili er stadig svært. Det lykkes os at få fat i en dreng der mente han kunne engelsk og derved oversætte til swahili. Vi tog fejl. Han vidste ikke hvad ordet ”die” betød og det resulterede i at børnene ikke rigtig forstod at når man ikke nåede hen til keglen var man død. Så de løb bare rundt og rundt som høns i en hønsegård. Det vigtigste var dog at de nød det og blev underholdt og de fik brugt deres dag på noget fornuftigt.
Peter kom også  med popcorn til Drop-in børnene. det er så dejligt, at se hvilken glæde der kommer i deres øjne af en lille pose popcorn! :)

På pigehjemmet går det fremad. Pigerne bliver glade for at se os når de kommer hjem fra skole og det nyder vi. Vi har lavet forskellige aktiviteter med dem. Bla. Perler,tegninger, sanglege osv. Det nyder de og vi nyder de hygger sig. Heidis morfar donerede nogle penge til os. De penge har vi brugt på at gøre deres opholdsrum hyggeligt ved bla. At sy gardiner af kangaer som vi også har brugt til ophæng samt købt nogle tæpper så de kolde aftner kan blive varmere. Som Weronika (en af pigerne udbrød) ”its soooooo beautiful”. Det er dejligt at få at vide.

Desuden har vi her på børnehjemmet husdyr. Dvs. mus på størrelse med rotter som løber sådan rundt omkring men mest i maden. Det er vældigt når man åbner døren til madkammeret og der løber 4 mus op ad væggen. Det har resulteret i en masse skrig fra vores side. Mamaerne og pigerne griner bare ad os, men vi har taget problemet op. Vi har fået dem til at købe spande maden kan opbevares i, og fået fortalt dem, at mus kan have sygdomme, som børnene kan blive meget syge af. Der er blevet købt gift nu, så vi håber problemet løser sig.

På drengehjemmet bruger vi også en del af vores tid. De er blevet vores rigtig gode venner og vi nyder deres selskab. Der spillet kort, fodbold, snakket i udekøkkenet osv. Noget vi specielt nyder er aftenandagterne hvor der bliver bedt, sunget og klappet. Stemningen er bare så fantastisk og de tager det hele rigtig seriøst selvom der er mange forskellige religioner blandt drengene. Det er en blanding af katolikker, kristne og sågar muslimer. Der er 200 meter fra drengehjemmet til pigehjemmet hvor vi bor. Om aftenen ved 10 tiden er det tid at komme hjem, drengene skal tidligt op om morgenen (mange af dem har 4-5 km gåtur til skolen). Specielt er det når 4 af drengene skal følge os de 200 meter hjem. De er meget stolte over at de må følge os hjem og tager opgaven meget alvorligt. Vi føler os helt trygge ved dem og sikker på de nok skal slå fra sig hvis der skulle komme nogen. Det skal siges de er begyndt at styrketræne ved tørresnoren.

Den anden dag tog vi med Joseph ud og fik en fyraftensbajer (safari 5,5 % alkohol – en halv liters flaske). Her løb vi tilfældigvis ind i to mzungu (hvide) drenge. Den ene arbejder på et vejprojekt her i byen, den anden er guide i safariparken Katawi (en af de flotteste i Tanzania). Han har allerede givet en vennepris på en safaritur, så vi må se om det bliver aktuelt.  Desuden har vi også mødt 3 tyske piger der arbejder på en skole her i byen. Det helt sjovt at se andre hvide mennesker i byen. Dem har vi mødtes med og de er rigtig søde at være sammen med.

I lørdags var første gang i to uger vi fik dansk mad. Vi plejer for det meste bare at spise ugali med børnene. Det er helt vildt så meget olie afrikaner propper i maden, og det har for vores vedkommende resulteret i en vægtforøgelse. Sjovt at man kommer til Afrika og tager på!

I går havde vi endnu en swahilitime med Mr. Angelo på 78 år. Vi fik os noget af en overraskelse da han bad os at sammensætte sætninger hvor små bryster, store afrikanske bryster med mælk og endeballer indgik. Vi sad lidt chokerede over sådan en gammel olding kunne finde på at undervise i det. Komisk var det!

Vi nyder stadig den afrikanske natur og bjergkæden rundt om Sumbawanga. Vi benytter ofte nogle timer til ture. Vores mål er at bestige et af bjergene som ligger 10 km væk herfra i morgen. Samtidig får vi også rørt os og smidt noget af den overflødige vægt.

Vi efterlyser fodbolde hvis nogen af jer skulle lægge inde med nogen. Bolde hernede er utrolig dyre. Så hvis nogen tænker de godt vil sponsorere er i velkommen til at sende den til vores postbox adresse som står til højre. Drengene vil elske jer for det!

Vi takker af for denne gang. På gensyn. I må meget gerne stadig bede for det arbejde vi gør hernede. Heldigvis går det fremad.

-          Jeanette & Heidi