Kære alle venner samt familiemedlemmer.

Undskyld ventetiden. Vi har ikke nogen undskyldninger for det, men vi har været travlt optagede det seneste stykke tid. Nu får i jer en lidt lang opdatering, og så vil vi ikke høre mere brok for denne gang :)

På pigehjemmet går det godt nu. Pigerne er nu trygge ved os og opsøger os. Det er vi utrolig taknemlige for da pigerne har været den største udfordring. Vi bruger en del tid på hjemmet til at spille forskellige spil og vi lærer dem forskellige danske boldspil og sanglege ude i gården. Vi har også købt garn og er begyndt at strikke med dem. Det nyder de. I denne uge lavede vi chapati ya Denmark (pandekager) sammen med dem. Det var en stor succes.

På drengehjemmet har vi det ufattelig godt. Her bliver der også spillet. Ludo og Uno er de helt vilde med. Derudover ELSKER de at tage billeder med vores kameraer, det er lidt sjovt for os at se hvor spændende de synes et kamera er (de er fra 12-23år). Meget af tiden her  går også med bare at hænge ud og snakke med dem om alt mellem himmel og jord. Forskelle fra DK til Tanzania osv. Eksempelvis har vi haft diskussioner om hvorvidt man er lykkelig hvis man har mange penge. Det mener de man kun kan være, men vi har en anden opfattelse. Da de synes at det er et lykkemiddel at ha mange penge, lægger de ikke skjul på deres drøm om at få en dansk kæreste. Det synes vi er meget morsomt. De spørger til gengæld også os om vi ikke har lyst til at få en kæreste fra Tanzania . Vi bliver ofte mundlamme og får fremstammet et: hm, måske det må tiden vise. Men at bo her resten af livet er ikke med i vores fremtidsplaner.
En aften hvor vi var på drengehjemmet bemærkede vi der manglede 3 drenge. Vi prøvede at høre os frem, men de sagde blot de var på besøg hos nogle venner. Men efter at ha stukket til dem, kom det frem at de 3 drenge var suspenderet fra hjemmet (i en måned). Grunden til dette var at de havde pjækket fra skolen i en længere periode. Først blev vi utrolig vrede. Vi forstod ikke hvordan man kunne suspendere nogen fra deres eget hjem, og sende dem tilbage til gaden og det liv de havde engang. Men efter en god snak med Imma begyndte vi at forstå. Formålet med at sende dem tilbage er at de skal indse hvor heldige de er idet de får mad hver dag, tøj på kroppen, får betalt skolegang til de har en uddannelse samt får en seng at sove i. Vi synes ikke det er pædagogisk korrekt at gøre sådan, men forstår handlingen. Det er ikke normalt eller let blot at snakke om tingene i Tanzania. At have med netop gadebørn at gøre er en stor udfordring idet deres fortid og baggrund er så forskellig fra en normal opvækst hernede.

På drop-in-centeret spilles der fodbold, spil, leget lege osv. Ofte er ugen højdepunkt lørdag hvor der enten bliver spillet fodbold eller set film hvis det regner. Vi har vores 9 tommer computerskærm med, og det er bare lykken. De elsker at se tegnefilm som fx Ice Age, Over The Hedge osv. Der bliver grinet så højt at det overdøver lyden på computeren. 50 børn foran vores lille skærm, der skal ikke meget til for at gøre dem lykkelige. Jeanette havde en lidt ubehagelig oplevelse den anden dag  på hjemmet, da Heidi var syg. Hun skulle ind og hente computeren på kontoret. Her lå to af drengene på stengulvet og stortudede. De havde fået punishment/prygl . Det var virkelig ubehageligt at være vidne til, og følelsen af magtesløshed væltede op i en. Der en stor kulturforskel mht. punishment, i DK er vi blot vant til at snakke om tingene. Men alt dette skal vi have snakket med den danske ledelse om, når de i denne uge kommer herned.

Man får døden tæt ind på livet her i Sumbawanga. Det erfarede vi da en ung medarbejder fra drengehjemmet mistede sin 1årige datter (det eneste barn de havde). Dødsårsagen var malaria. Stemningen var utrolig trist og trykket. Man kan ikke lade være med at overveje hvordan Gud kan tillade sådan noget i at ske. Vi tog med mange fra personalet på besøg med gaver osv. Til ægteparret. Det er afrikansk kultur at vise man støtter hinanden på denne måde. Stemningen var trykket og mange af os græd. Det var ikke rart.

Vi har aflagt mange besøg i den sidste tid. Vi har været hos Mama Maleko, naboer, Imma, blindeskolen her i byen, et katolsk børnehjem for spædbørn, kontorbygninger, hos en englænder og hendes datter og mange andre steder. Specielt det katolske børnehjem gjorde stort indtryk på os. Spædbørnene lå på rad og række i tremmesenge i en stank af tis. Døren blev blot lukket ind til dem, så kunne de passe sig selv. Da døren blev lukket hørtes skrig og gråd, og man fik det helt dårligt ved at gå derfra. Men alternativet for disse spædbørn er at blive efterladt på gaden og dø af kulde, malaria og sult. Så ved at se det i et større perspektiv har de bedre der. Blindeskolen var også en oplevelse. Her bor mange albinoer samt svagtseende og blinde børn. Det var dejligt at se de tog sig så godt af hinanden her. Vi delte slik ud til dem, hvilket de blev utrolig glade for. Vi fik også en sød takkesang med på vejen.

 

Udfor Sumbawanga ligger 2 bjerge. Mandebjerget og kvindebjerget. Der er meget historie omkring dem, men det gider vi ikke komme ind på. Peter Olufson du er velkommen til at kommentere. De er ca. 2500 meter høje. Vi tog til kvindebjerget med Peter samt bibelskoleelever og Anders. En hyggelig tur med rigtig godt vejr. Udsigten kan ikke beskrives med ord, det var U B E S K R I V E L I G smukt!
Sidste uge tog vi så cyklerne, pakkede tasken, købte vand, bananer og brød og cyklede så ud til mandebjerget som vi ville ”bestige”. Vi havde vores problemer med at finde stien op til toppen, men fik heldigvis hjælp af nogle lokale. De var søde at holde øje med cyklerne mens vi gik mod toppen. Vi nåede selvfølgelig toppen og kunne endnu engang nyde en fantastisk udsigt. Regnen og de mørke skyer stod over Sumbawanga det var fedt at se.

Vi bruger ofte nogle aftener med den danske volontør Anders. Det er hyggeligt med dansk fællesskab og vi spiser, synger og har andagter sammen. Det er som regel os der står for aftensmaden, da Anders ikke helt har styr på dette. Lad os gi jer et eksempel. Anders ville prøve med bearnisesovs. Han troede blot at man puttede mælk og pulver sammen og så stod sovsen og lavede sig selv. Sovsen endte som en grød med klumper –um. Han har heller ikke rigtig forstået formålet med bordskåner. Vi fik os et heftigt grin da han satte den varme gryde på bordet og bordskånerne rundt om. Vi får mange sjove oplevelser med ham i huset. Vi var en søndag i Morawian Church med Anders. Ikke nok med  vi kom for sent forlod vi også kirken før slut. Grunden til dette var at en masse kvinder stillede sig op foran menigheden. Præsterne gik ned til dem og begyndte at råbe hvorpå kvinderne besvimede en efter en. De lå så på gulvet og vred sig rundt. Det var utrolig uhyggeligt og ubehageligt for os at overvære specielt fordi vi sad på forreste række og kunne se det hele. Efterfølgende gik vi hjem til Anders og bad sammen, og senere fik vi snakket med Peter (som er præst) om oplevelsen. Det var højest sandsynligt dæmonuddrivelse vi var vidner til. Ja, man oplever lidt af hvert i Afrika.

Så har vi også været så heldige at stå uden vand i en uge, da gravmaskinen der skulle udjævne vejen tog vandrøret med sig. Det var en ulækker uge både for os og toilettet. Det blev godt fyldt. Stanken gennemsyrede hele huset og en dag blev det simpelthen for meget. Vi tog bogstaveligt talt sagen i egne hænder. Allierede os med plastikposer på hænderne og gik så i gang med operation: FJERN LORTET! Vandet er nu kommet tilbage, men det er stadig kolde bad vi får. Sådan er det bare!

Heidi har haft glæden af malaria. Da hun var dårlig en dag, tog vi for en sikkerhedsskyld til lægen for at tjekke det. Vi sad i kø i to timer. I princippet kunne vi komme ind før da doktoren lader hvide springe køen over. Det synes vi dog ikke er moralsk korrekt, og vi har ikke lyst til at fremstå som egoistiske svin, så vi ventede. Lægen sagde blot at det var en influenza og det var dumt at tage en malariatest. Men til sidst gik han med på det. Efter endnu en times ventetid fik vi svar på prøven. Det VAR malaria lægen forsikrede der blot ville gå nogen timer så ville Heidi være rask. Der gik 5 dage. Det var 5 dage med feber, træthed, ømme muskler og ingen energi. For at slippe for besøg (det er afrikansk kultur at man besøger de syge) tog Heidi ud til Peter og Anne-Lene og hvilede sig der.

I søndags var vi inviteret til muslimsk bryllup (hos nogen vi ikke kender). Det var et bryllup uden kirke og vielse. Vi var sammen med damerne inden festen og bruden blev sat ind på et soveværelse for at vente. Brudgommen kom så for at spørge om hun nu var sikker på hun ville giftes. Hun sagde ja og der lød jubelråb. Derefter tog vi så til festen. Da vi ankom til stedet hvor festen skulle holdes sad alle moskeens medlemmer ude foran på tæpper og bad og bukkede sig. Efterfølgende var der mad i lange baner samt dans, gaveuddeling og ”muslimsk musik”. ( De har ikke så meget styr på teknik dvs. højtalere og mikrofoner der skratter). Festen varede i 5 timer og var færdig klokken 5. Vi vil huske på dette bryllup hvor vi skulle sidde inde ved bruden og brudgommen og spise, samt dansende overrække dem bryllupskagen og sølvbestikket.

Tiden flyver af sted hernede. Det er vildt at tænke på at vi kun har 3 måneder tilbage i Sumbawanga. Det er helt sikkert de sidste måneder der kommer til at gå hurtigst. I slutningen af april tager vi en lille ferie sammen med Anders og Peter til Tanzanias næststørste vandfald som danner grænsen mellem Zambia og Tanzania. Det glæder vi os utrolig meget til. Vi regner også med at tage til Kipili snart. Ellers har vi ikke de store fremtidsplaner.

Vi takker jer alle for forbøn. Det utroligt trygt at vide at i beder for os og vi er i jeres tanker.
De bedste hilsner Jeanette & Heidi.