sidste nyt

Så er det igen tid til en opdatering.

Torsdag d.13 startede med at vi skulle ned på den lokale politistation for at få arbejds/opholdstilladelse. Det krævede, at vi skulle betale med dollars. Problemet opstod tilsyneladende da bankens internet gik ned, og man ikke kunne finde vekselkursen. Vi var i alle 3 banker i byen, men problemet var det samme hvert sted. Nettet kom ikke tilbage den dag, så vi brugte i stedet dagen sammen med Heidi Bech som er volontør fra BDM.

Fredag d 14 hentede Joseph os om morgenen, så vi igen kunne forsøge at veksle de penge vi skulle betale for arbejds/opholdstilladelsen. Nettet var endelig kommet tilbage, så vi fik betalt. Senere samme dag tog vi hen for at se drop-in-centeret hvor vi også kommer til at arbejde. Her mødte os ca. 20 glade børn. De var alle ivrige for at hilse på os, vi nåede næsten ikke engang ind af døren. Vi forsatte videre til drengehjemmet hvor der bor ca.30 drenge. Det var nogle generte men flinke drenge der mødte os der. Selv samme dag fik vi invitation fra Asha (Josehps kone) til en barnedåb for en i familien. Vi klædte os fint på og var klar klokken 7, men vi måtte igen væbne os med tålmodighed da hun først dukkede op kvarter i 8.
Anyways vi tog hen til den katolske kirken hvor dåben skulle afholdes. Vi havde forestillet os en barnedåb - men vi måtte hurtig indse at her var tale om masse-dåb. I undrer jer nok over dette begreb, men her overdriver vi ikke når vi skriver at mindst 150 børn blev døbt på samme tid den eftermiddag. I alt var der samlet omkring 800 afrikanere i kirken. Det var helt vildt at opleve dette, og vi må indrømme at der blev lagt utrolig meget mærke til os da vi var de 2 eneste hvide. Stemningen omkring hele arrangementet var særlig. Først og fremmest var der massegråd da børnene fik hældt vand på hovedet, dernæst en ekstrem jubel/skrigen fra familien når deres barn var døbt. Når alle børnene var blevet døbt, havde hver mor et stearinlys hun tændte. Det var egentlig smukt nok i sig selv, men livsfarligt for os andre. Forestil jer en mor der går rundt og ammer med barnet i den ene arm og stearinlyset i den anden, samtidig mens hun prøver at finde en plads på kirkebænkene som i forvejen er fyldte. Det var en spændende oplevelse.
Da gudstjenesten var færdig skyndte alle i kirken sig ud. Vi har fundet ud af at man ikke tager så meget hensyn til hinanden. Det var bare med at komme først ud, da der var en ekstrem skubben og massen og samtidig 150 skrigene børn. Puhadada! Vi havde også forventet at den afrikanske ”skrigen” ville stoppe da folk var kommet ud af kirken, men nej. Det forsatte og forsatte ..
Efter kirken var vi inviteret til dåbsfest hos nogle familiemedlemmer af Asha og Joseph. Det foregik på en lille gårdsplads og festen var offentlig (det er festerne hernede når der spilles højt musik). Det startede med at moderen og det døbte barn kom dansende ind og satte sig i en ”kongestol” som var placeret foran alle gæsterne. Så var det tid for moderen at få dåbsgaver til sin døbte pige. Måden det foregik på var at dem med gaver dansede op forbi moderen til højt musik og afleverede deres gaver med et kram og en masse skrigen. Det var utrolig specielt og meget anderledes end det vi er vant til i Danmark. Som de 3 eneste (Jeanette, Asha, Heidi) fik vi serveret en ordentlig tallerkenfuld (og her mener vi virkelig FULD) krydderris. Det var lidt specielt at sidde og spise foran 100 andre mennesker som intet fik. Asha var så sød at hente en ske til os, da hun helt klart undervurderede vores evne til at spise med højre hånd.
Da troperegnen pludselig (IGEN) begyndte spurgte Asha os om vi ikke havde lyst til at gå med ind. Jo, tænkte vi men i virkeligheden skulle vi op og danse foran moderen, barnet og alle de andre afrikanere der var med til festen. Det var en smule grænseoverskridende da vi på ingen måde har den rytme som afrikanerne er i besiddelse af, og samtidig heller ikke har den store mås som de svinger rundt med. Så det var en kort lunten op forbi moderen og barnet. Vi fik da sagt tillykke med en masse ”mzungo”-råb i baggrunden. (Mzungo betyder hvid og det ord må være afrikanernes yndlingsord da de bruger det konstant). Det var sjovt at opleve en katolsk massedåb samt fest i Tanzania selvom det ligger langt fra det vi er vant til i Danmark.

Lørdag d 15 vågnede vi klokken 8. Eller rettere og sagt vi blev vækket af en banken på døren fra en af pigerne på børnehjemmet. Vi havde ellers regnet med at kunne sove længe da det var weekend og vi først var kommet i seng klokken 03.00 – men nej. Hun ville ha os til at hjælpe med at lave kage. Det var en meget speciel kage der blev lavet den morgen. Den bestod af massere af æg, mel, sukker, vand og grøn farvestof. Kagen smagte faktisk af dansk æggekage men det var sjovt lige at opleve og smage hvordan de laver kage i Tanzania.

Senere samme dag tog vi med Asha, Joseph, Immanuel hen og besøgte en lærer der arbejder her på børnehjemmene. Hans kone var alvorlig syg af malaria. Det fik vi set da hun blev hjulpet ind af sin mand for at hilse på sine gæster. Hun var så svag at hun var lige ved at falde til gulvet. Vi ville helst ha set hun blev inde i sengen for at hvile sig, men det var tydeligvis af ren høflighed hun skulle ind og hilse på.
Senere samme aften var vi inviteret til ”nytårsfest” med Asha og Joseph. De folk der var inviterede var alle højt stillede det kunne både ses, høres og mærkes på hele stemningen. For at tydeliggøre hvor højt stillede disse mennesker var blev der kun serveret kød (kylling, oksekød) samt stegt banan. Kød er noget specielt hernede og det er kun de velhavende der har råd til at spise det.
Den aften blev der holdt en masse taler. Vi havde ikke forudset af en af dem ville være rettet mod os. Hædersgæsten (en stor afrikaner med flot jakkesæt) rejste sig op og sagde at han havde utrolig meget respekt og var taknemlig for det arbejde vi udfører hernede. Vi takkede selvfølgelig for ordene men følte at det måske var lidt overdrevet at holde en tale for os, da vi egentlig kun var inviterede da Joseph var medlem af denne velgørenhedsorganisation.

Søndag hyggede vi os nede hos Heidi fra BDM. Hun bor lige rundt om hjørnet hvilket er meget rart. Vi spillede kort, gik på markedet for at købe ind til pandekager til når de to nye volontører fra BDM skulle komme til Sumbawanga. De var noget forsinkede da det har regnet næsten uafbrudt i en uge nu. Vejen til Sumbawanga er som sagt tidligere heller ikke toppen. De var derfor utrolig trætte da de ankom. Sofie og Anders som de to nye hedder skal være her i Sumbawanga i en uge for at lære swahili. Derefter tager de videre til Kipili og skal arbejde for BDM. Det nogen utrolig flinke mennesker og vi glæder os til at lære dem bedre at kende. Nogle af vores weekender kommer også til at foregå i Kipili hvor vi skal besøge dem (og omvendt). Vi har allerede snakket om at tage sammen på safari da det er billigere og hyggeligere når vi er flere.

Mandag dvs. i dag startede noget vådt. Jeanette skulle i bad, hun trådte ud af sengen og jokkede i en kæmpe vandpyt. Vi undrede os utrolig meget over hvor det vand mon kom fra. Vi opdagede til vores store skræk at bruseren på badeværelset ikke var tæt og havde løbet hele natten. Det havde resulteret i at hele huset var oversvømmet. Det var bare så fantastisk at vågne op til dette!! Da der ikke findes en gulvskrubbe i vores hjem, måtte vi nødt til at tage alternative metoder i brug. Så vi fejede vandet ud fra soveværelset og resten af huset. Nu har vi forstået hvorfor afrikanerne har stengulv i deres huse! Alt andet ville da være upraktisk J

Vi fik desværre ikke arbejds/opholdstilladelsen i dag, men håber utrolig meget på vi får den i morgen så vi snart kan begynde at arbejde på hjemmene. Vi bliver hurtig utrolig rastløse når vi ikke rigtig har noget at tage os til.
I dag har vi også haft vores første swahilitime ved Mr. Angelo. En sød og meget gammel afrikansk mand. Vi er rigtig glade for ham, og han er god til at lære fra sig, så det er jo kun positivt. Vi håber snart vi kan nogle gloser så vi kan kommunikere med børnene og personalet på børnehjemmene. Det ville gøre det hele meget nemmere!